Naturbingo
Ta¨på naturbingo i naturen - kan du få bingopladen fuld?
Nordfyn har masser af aktiviteter og oplevelser for børn, både i solskin og regnvejr. Hyg jer på en ægte familieferie!
På Nordfyn behøver du ikke spekulere længe over, hvad I skal opleve sammen med jeres børn. Her er masser af sjove aktiviteter for hele familien! Hjælp sørøveren med at finde den forsvundne skat, opdag hvad der gemmer sig under havets overflade på en sjov sejltur, prøv at fange krabber, prøv fiskestangen af i Barfods Dam eller ta' hele familien med til de børnevenlige badestrande, hvor der er sand nok til at bygge imponerende slotte og lavvandet nok til at soppe fredeligt i vandkanten.
Skal det foregå til lands, kan du nyde en dejlig ridetur ud fra Bogense eller en hyggelig hestevognstur for hele familien på Enebærodde, og så kan du jo finde ud af, hvor god du er til at klatre på en af de sjove legepladser.
Der er masser af sjove oplevelser for børn og barnlige sjæle på Nordfyn!
Har I prøvet at fange krabber? Krabber kan godt lide at gemme sig lidt ved sten og bådebroer. Find en god bådebro eller sten et roligt sted ved havnen. Eller prøv at se, om der er nogen fisk tilbage i Barfods Dam!
Køb et fiskenet eller en snøre - eller byg en krabbefanger.
Sådan bygger du en krabbefanger:
Du skal bruge en pind, en snor og en hulsten, en sten eller en tøjklemme. Bind snoren fast i pinden og stenen eller tøjklemmen. Kvas en snegl, en musling eller find en pølse fra din madpakke. Bind det fast til snoren. Kast stenen med madding ud i vandet - og vent på bid! Husk at have en spand med til din fangst...
Du kan sagtens ta' på ridetur på Nordfyn - prøv en guidet ridetur for både børn og voksne hver sommer. Eller ta' hesten med og prøv at ride i Langesøskoven!
Det regner - og regnen holder bare ikke op! Hvad gør familien? I kan altid ta' regntøj på og gå ud at hoppe i vandpytter, men vi har også andre forslag. Køb et brætspil, prøv at lave lys, ta' i svømmehal eller prøv en tur på museum! Psst - det behøver ikke regne for at du besøger det...