
Gyldensteen Strand
Skøn natur, flokke af fugle på træk, sæler der soler sig ved vandkanten og solblink i lagunen - det er Gyldensteen Strand. Besøg Fyns største naturgenopretning!
Gyldensteen Strand - fra havbund til landbrug og tilbage igen
Gyldensteen Strand er Fyns største naturgenopretning. Det 616 ha store område var tidligere dæmmet ind. I det inddæmmede område var der marker og landbrugsjord, men nu er digerne væk fra kysten, og vandet er kommet tilbage. Det er den store danske fond Aage V. Jensen Naturfond, der har købt området og har genskabt en lavvandet kystlagune, ferskvandssø og en rørskov.
Her er gode vandrestier, og der er en fantastisk udsigt. I kan se endnu mere fra de to fugletårne. Tag madkurv med og nyd maden i Naturrummet, der er et stort åbent rum med tag og masser af borde og bænke. Gyldensteen Strand er privat skov, og I må færdes på området fra kl. 6 om morgenen til solnedgang.
Bemærk, at færdsel kun er tilladt på stierne inden for området Gyldensteen Strand, som markeret på kortet. Naturområdet Gyldensteen Strand er omgivet af privat grund, hvor færdsel ikke er tilladt.
Tærskeladen
Hver søndag kl. 13.00-15.00 fra medio maj til ultimo august er der åbent i Tærskeladen på parkeringspladsen ved Gyldensteen Strand. Her står frivillige klar til at fortælle jer mere om området og det store naturprojekt, og I kan låne fangstnet, fangstbakker og mikroskoper.
I Tærskeladen kan I også se Holger Garnaks imponerende stensamling med sten fra Æbelø lige over for Gyldensteen Strand.
Guidet tur
Har I lyst til en guidet tur på Gyldensteen Strand? I har mulighed for at hyre en guide, der vil tage jer med på en tur, hvor I får en masse at vide om det smukke område. Kontakt VisitNordfyn på tlf. 6481 2044 eller send en mail til info@visitnordfyn.dk for at få kontakt til guiderne.
Sjove børneaktiviteter ved Gyldensteen Strand
Giv børnene nogle sjove naturoplevelser med en naturvejleder på Gyldensteen Strand og book en af de sjove naturaktiviteter for børn. ⇒ Klik her og find ture for børn på Gyldensteen!