
Nordfyns Kyststi
Oplev Nordfyns Kyststi – en skøn vandrerute langs strand, diger og kystnære stier fra Skåstrup til Bogense og Flyvesandet til Enebærodde med udsigter, strandenge og adgang til lokale Kløverstier.
Nordfyns Kyststi: fra strandenge til sandklitter – oplev hele kysten tæt på
Nordfyns Kyststi er din vej til hav, natur og små kystsamfund. Ruten er afmærket og går på stranden, på diger og ad kystnære stier, og den består af to etaper på ca. 6,5 km mellem Skåstrup og Bogense Marina samt ca. 30 km fra Flyvesandet til Otterup Lystbådehavn, så du kan vælge alt fra korte udsigter til lange vandredage.
Skåstrup Strand
Lavt vand, lang badebro og grønne områder gør Skåstrup til et oplagt start- eller slutpunkt for familien, og stranden har Blå Flag i sæsonen.
Bogense og de Grønne Enge
Mellem byen og kysten folder Vestre Enge sig ud som Bogenses grønne hjerte med stier, fugleliv og udsigt over de gamle engarealer, og her kommer du lige forbi, når du går på det gamle dige og langs stranden med udsigt til det grønne engområde på den ene side og Kattegat på den anden side. Stien slutter ved Bogense Marina, hvor I kan nyde is, drikkevarer eller bare hygge i havneområdet, der byder på flot udsigt, siddepladser og mange legepladser.
Flyvesandet
Nordfyns nordligste kyst byder på sjældne sandklitter på Fyn, lavt og børnevenligt badevand, store udsigter og fugletårn ved Agernæs. Det er også et godt sted for naturfotografi og kitesurfing, når forholdene er til det.
Bårdesø Strand
En rolig strand med grønne områder tæt på kysten, godt som pausepunkt mellem Flyvesandet, Tørresø og Hasmark – med indkøbsmuligheder i supermarkedet eller hygge på Cafe Rosengård i nærheden.
Tørresø Strand
Børnevenlig sandstrand med lavt vand, mulighed for surf på egen udstyr og fine forhold til lystfiskeri langs kysten. Husk at nyde den dejlige udsigt.
Hasmark Strand
Lang, lavvandet sandstrand med strandoase, legeplads, borde og brusere tæt ved, og med Blå Flag i sæsonen. Stranden strækker sig flere kilometer fra Jørgensø til Hofmansgave Strand. OBS - tro ikke at der engang var masser af søer, og det er det områderne er opkaldt efter. Nej, hele området var under vand, og der var masser af øer som Jørgens Ø. Området blev inddæmmet fra 1700 til 1800-tallet.
Hofmansgave Strand
Her ligger en dejlig strand, der er opkaldt efter herregården og godset Hofmansgave, der også engang lå på en ø i Odense Fjord.Det er en familievenlig badestrand med Blå Flag.
Enebærodde
Den smalle tange ved indsejlingen til Odense Fjord giver fornemmelsen af at gå på vandets kant med strand, hede og rå kystnatur – et stille valg for længere stræk med åbne horisonter. Flere steder har du udsigt på begge sider til både fjord og Kattegat. Det er et fantastisk område, der også er bilfrit. Denne strækning er på i alt 12 km rundt om odden.
Praktisk på ruten
Følg de blå skilte med vandrende person; Stien går dels på gammel havbund og langs de historiske diger, og udsigten skifter mellem Kattegat, skov, strandenge og små havnemiljøer.
Flere steder kan du koble på lokale Kløverstier for at komme længere ind i landskabet.
Tip til planlægning
Mange strande på Nordfyn har Blå Flag, og du møder både toiletter, borde-bænke og børnevenlige strandstykker undervejs.
Der er parkeringspladser ved Skåstrup Strand, Bogense Marina, Flyvesandet, de enkelte strande samt ved Hofmansgave Strand før Enebærodde.