©  Foto:

Kløverstierne i Bogense

Oplev Bogense og omegn fra stier og mindre veje og nyd det skønne landskab! Kløverstierne i Bogense er fire ruter på forskellige længder fra 2,3 km til 14,7 km - tag på vandretur eller hop op på cyklen.

Kløverstierne i Bogense er en dejlig måde at få motion og opleve naturen og den hyggelige købstad.

Du kan både cykle, gå eller løbe, og der er noget for enhver smag på de fire ruter.

Du kan finde en brochure med ruterne på startstedet ved Bogense Havn.

Kulturhistorisk byrute (Den grønne rute)

2,3 km

Den grønne rute er en dejlig byvandring gennem Bogense. Du kommer bl.a. forbi Manneken Pis, den gamle købmandsgård fra 1700-tallet, Bogenses gamle rådhus, det hyggelige gamle Torv med de små bygninger, Bogense Kirke og og ud til kysten og den gamle havn igen.

Se kort over grøn rute

Digeruten (Den blå rute)

6,3 km

Den blå rute går til noget af Nordfyns skønneste natur langs kysten med udsigt til Mågeøerne og Æbelø ud til det tidligere inddæmmede område Gyldensteen Strand med smukke laguner, søer og fjordområde. Herfra går ruten tilbage ved HC Andersen Golf, Fredskoven og Bogense by. 

Se kort over blå rute

Engruten (Den røde rute)

8,1 km

Den røde rute går forbi Barfods Dam og over de smukke enge ved Bogense, hvor du kan se masser af fugle. Du kommer forbi Vestre Enge og Fogense, der tidligere var lavvandet fjordområde, indtil det blev inddæmmet i 1800-tallet. Ruten går også forbi Bogense Marina, hvor du kan nyde den flotte udsigt.

Se kort over rød rute

Landskabsruten (Den sorte rute)

14,7 km

Skøn natur, landsbyer og herregårde - og gode oplevelser på cykel! Landskabsruten leder dig ud i landskabet sydøst for Bogense. Her støder du på herregårde, et smukt landskab med karakteristika dannet under sidste istid og en meget varieret natur, mens du får en masse frisk luft langt fra alfarvej. Du finder offentlige toiletter langs ruten ved museet og i Hotelpassagen.

Se kort over sort rute