Familietur til fugleøen Vigelsø
Ta' på skøn hyggetur sammen med familien til Vigelsø, den øde ø i Odense Fjord!
- Tjek færgeplanen for Vigelsø
- Smør en stor madpakke og husk rigeligt med drikkelse.
- Husk en kikkert og evt. en trækvogn til de små!
- Parker ved Klintebjerg Havn i god tid (15 min) før afgang.
- Spring ned i det fine skib og nyd de 5 minutter, det tager at sejle over.
Vigelsø er en øde ø i Odense Fjord - og den er en hyggelig udflugt værd! Som det første skal I kigge på færgeplanen for Vigelsø. Den lile færge ”Lunden” sejler for det meste to søndage om måneden fra april til oktober. Det koster ca. 40 kr. pr voksen og 20 kr. pr barn.
Når I ankommer til øen, er der en lang sti, som fører op til et lille hvidt hus, fodermesterhuset. Her er der også offentligt toilet, som er åbent fra maj til oktober. Her kan I vælge at gå højre om og gå mod fuglereservatet og udsigtstårnet eller lige ud og gå mod skoven og naturlejrpladsen. Vandreruten er 2,5 km lang i skoven. I skal være opmærksomme på at den sydlige del af øen er helt utilgængelig for offentligheden pga. beskytte fugleliv.
Når I kommer til fugletårnet, så gå gerne derop. Inde i hytten finder i billeder og titler af de fugle I kan se ude ved vandet, og I kan se helt til Munkebo – sikke en udsigt.
Efterfølgende kan I lede efter strandkål og salturt ved stranden ved Fugletårnet – så er der lidt snacks at gå efter. Hvis man er helt stille, så kan man høre salturten knirke, når man tygger på det.
Stien fører videre til naturlejrpladsen, her finder I borde og bænke til jeres madpakker.
Rigtig god fornøjelse ud i det fri!
Praktisk:
Parkering
Der er en stor parkeringsplads ved Klintebjergvej 182, 5450 Otterup
Toilet
Der er toilet i fodermesterhuset på Vigelsø.
Fodermesterboligen er åben fra 1. maj til og med efterårsferien.