Sol over Skåstrup Strand

Den nordfynske kyststi

Foto: Rikke Lindhøj

Oplev Nordfyn fra kysten mellem Bogense og Skåstrup på en skøn vandretur langs strand og dige med en pragtfuld udsigt til Kattegat!

Den Nordfynske Kyststi er en rute på 6,9 km mellem Bogense Marina og Skåstrup Strand. Du går langs kysten hele vejen, og ruten går dels på stranden og dels på de gamle diger. Ruten er markeret af blå skilte med en vandrer, så det er let at finde vej. Ruten er mest flad, men man går op på diget en gang imellem. Stigningerne på ruten er på max 5%.

Klik på kortet og zoom ind for at finde din rute.

Under kortet finder du inspiration og oplevelser på ruten.

Sådan kommer du til kyststien

Der er parkeringspladser tre steder langs ruten, hvor du kan begynde eller slutte din gåtur: Skåstrup Strand, hvor der er parkeringsplads og offentligt toilet, Donnervej ved Nymark midt på ruten og Bogense Marina, hvor der er en stor parkeringsplads samt offentlige toiletter til rådighed.

Mellem Bogense og Odense kan du tage bus 191. Tjek tiderne på rejseplanen.dk

Hvis du vil med bus mellem Bogense og Skåstrup, kan du bestille en flextur. Læs mere om flextur her.

Når I går langs kyststien, går I meget af tiden på gammel havbund.

Fogense

Fogense var engang en halvø, og imellem Fogense og Bogense strakte sig en 3 km dyb strandvig. I 1817-1819 blev området inddæmmet og afvandet, og fra den tid stammer den kyststrækning, man nu kan gå tur på. Diget viste si ikke at være stort nok og blev forstærket flere gange efter stormfloder. I oktober 1921 blev diget gennembrudt under en frygtelig storm, og vandet trængte helt ind i Bogense og ødelagde mere end 100 huse. I november 1945 blev diget kun reddet, fordi en gruppe soldater fra Odense Garnison fyldte 600 sandsække i de huller, havet gravede i dæmningen. Derfor blev dæmningen forstærket endnu mere. I 1970'erne blev der bygget en ny dæmning ved Lillestrand, da Bogense Marina blev udbygget. Derfor kan man i dag se den østlige del af den gamle dæmning bag den nye dæmning - så nu er området ekstra beskyttet!

Ud af inddæmningen opstod de smukke Vestre Enge og hele området mellem Fogense og Bogense, som I går forbi på kyststien.

Skovene og de gamle gravhøje

Ud for Donnervej ved Nymark er der en kunststol ved diget, hvorfra du har en rigtig god udsigt til Kattegat og Lillebælt. Mellem Donnervej og Skåstrup ligger Nyhaveskov, hvor du går mellem havet og den flotte skov. I området er der flere gravhøje næsten gemt i skovområderne. Her har der boet mennesker gennem mange tusinde år, der har nydt godt af nærheden til havet. 

Skåstrup

Skåstrup Strand er en dejlig lavvandet strand, og når I går langs stranden kan I nyde en helt fantastisk udsigt ud over Kattegat. I klart vejr kan I se både Endelave, Samsø, Jylland og Æbelø. I kan også tage kikkerten med - så kan I måske spotte en sæl eller et marsvin.