©  Foto:

Nørre Næraa Kirke

Nørre Næraa Kirke ligger smukt i den lille landsby Nr. Næraa, ikke langt fra Nærå Strand. Den gamle middelalderkirke gemmer på en hemmelighed - en runesten fra vikingetiden muret ind i væggen!

Nørre Næraa kirke er fra romansk tid og bygget i kampesten og munkesten, og tårnet er bygget i sengotisk tid.
Kirken blev restaureret fra 1883-84, og her fik den bl.a de nuværende vinduer og blev dækket med groft cementpuds.

Kirken lå under herregården Kørup, og herremanden Rudolph Abraham Podebusk anmodede i 1676 om at få kirken nedrevet, så han kunne bruge stenene til at genopbygge middelalderkirken i Agernæs, der blev nedlagt 1601, men som lå tættere på herregården. Men det fik han ikke lov til, og Nørre Næraa Kirke hørte under Kørup og derefter herregården Egebjerggård indtil 1925.

Kirkens runesten

Den kristne kirke har en hedensk runesten indbygget i væggen.
Stenen blev fundet på kirkegården i 1680, og omkring 100 år senere blev den placeret i kirkegårdsdiget. I 1842 blev den sat i våbenhuset, og endnu senere blev den muret ind i kirkens skib.

Stenen stammer fra den tidlige vikingetid i 800-tallet, og den har indskriften "Thormund, hav gavn af kumlet!", der oversættes sådan: "Thormund, gid disse (magiske) runer må være til gavn for dig".