©  Foto:

Fuglsanggård Skov

Fuglsanggård Skov er en perle op til Nordfyns kyst. Her kan du nyde en dejlig gåtur i skovens ro og fred langs en god sti, og der er også grillplads og steder at nyde madpakken - det perfekte sted til skovturen!

Fuglsanggård Skov er en dejlig skov, der ligger ud til Fuglsang Strand mellem Tørresø og Hasmark. Her er skønt at være! Skoven er også kendt under navnet Fuglsang Skov.

Stien gennem skoven

Der er en fin sti, der går langs hele skoven, så man kan gå en dejlig tur. Stien er etableret med grus, så den kan også benyttes af personer der ikke er helt stabile på benene. Langs stien er der opsat borde/bænkesæt, hvor I kan slappe af og nyde kaffen eller madpakken. Der er også en teltplads inde midt i skoven med bålplads, hvor du kan overnatte eller bare hygge med bål hvis du har lyst. Husk at slukke bålet grundigt, inden I går, ligesom det er vigtigt ikke at efterlade nogen form for affald i skoven.
Du kommer også forbi en lille skovsø, hvor du har mulighed for at opleve guldsmede suse rundt i sommerperioden. Dog kan den godt tørre ud i de varme sommermåneder!

Ruten, hvis man vælger at gå tilbage langs alléen, er 2.3 km lang.

⇒ Klik her og se kort over stien!

⇒ Læs mere om shelteret i Fuglsanggård Skov - husk at booke shelteret, hvis du vil bruge det!

⇒ Der er en disc golf-bane ved siden af skoven, som er gratis at bruge. Klik og læs mere om Fuglsang DiscGolfPark

Her må du udforske hele skoven

Fuglsanggård Skov er lang og smal, og det er en relativt ung skov, som betyder at træerne er forholdsvis lave og tynde. Dette giver perfekte levevilkår for brombær, bregner og andet bevoksning, der trives i skovbunden.
Derfor er den også meget tæt, og det kan være svært at bevæge sig rundt i udenfor stien, især i sommerperioden.
Men i Fuglsanggård Skov må du gerne gå uden for stien - du er oven i købet mere end velkommen til at gå på opdagelse i skoven, da den er ejet af Naturstyrelsen.

Men husk, at det er vigtigt altid at respektere naturen og dyrelivet.

Har du lyst til at sanke brombær, er du meget velkommen. Der er til gengæld ikke mange svampe i skoven, fordi den er så ung.
Det er en meget varieret skov hvad angår træer: Der findes mange tjørn, eg, bøg og andre hjemmehørende arter, dog med lidt nåletræer blandet ind i mellem.
Du vil sikkert kunne møde dådyr derude, som bruger skoven til skjul. Og så skal du selvfølgelig lytte til fuglene - det er et ægte område med fuglesang, som navnet antyder.

Der er parkeringsplads op til stranden, og ellers kan der være pladser enkelte steder op til skoven.

Rigtig god tur i skoven!

Har I lyst til en dukkert bagefter, så er I tæt på Fuglsang Strand, som er lækker både sommer og vinter. Herudfra kan I også tage på Natureventyr med en gratis app - læs mere om Natureventyr her!