
Den Danske Pilgrimsrute på Nordfyn
Få fred og fordybelse på en smuk pilgrimsvandring langs skov og sø på Nordfyn. Den Danske Pilgrimsrute strækker sig over 12 km på Nordfyn, der fører dig gennem Langesøskoven og forbi skønne Padesø - en dejlig tur for alle!
Den Danske Pilgrimsrute strækker 985 km over hele Danmark - naturligvis også over Fyn. Pilgrimsruten fører gennem noget det smukkeste af Nordfyn, og den nordfynske rute er en del af to etaper, nemlig fra Odense Domkirke til Langesø på Nordfyn (omkring 15 km) og fra Langesø videre til Padesø Kirke og Sletterød Skov (omkring 9 km). Du vælger selv, hvor meget du vil gå, og der er flere steder at starte og stoppe.
Fra Odense Domkirke til Langesø
Hvis du vil begynde fra Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, kan du se den flotte kirke med det 63 m høje tårn på Klosterbakken 2 midt i Odense og gå herfra til Rugårdsvej. Ved Rugårdsvej 64 drejer man af og følger stien til Langesø.
Langesøstien er en dejlig tur. Du går i det skønneste område, og efterhånden kan du se mere og mere skov og større og større træer - det er Langesøskoven på 900 hektar med mange forskellige træer, bl.a. de imponerende høje kæmpegran og californisk kæmpefyr. Der er en dejlig fredfyldt stemning i skoven, og her kan man få ro i tankerne. Ved Langesø ligger Langesø Skovkapel på Dyrehavelund 3, 5462 Morud. Skovkapellet ligger med en smuk udsigt over søen. Kapellet blev bygget i 1870 af røde mursten og med kobberspir, og der er en kirkegård ved kapellet forbundet med en sti. Klik her for at se, hvornår der afholdes gudstjenester!
Pilgrimsruten går langs selve den lange sø, der har givet skoven dens navn. Langesø er ca. 1300 meter lang, og på ruten kan du nyde den smukke udsigt og træerne, der spejler sig i vandet. Langs med søen ser du også Langesø Slot, der er en herregårdsbygning fra 1775 i klassicistisk stil. Her er cafe, vaffelhus og en stor parkeringsplads, hvis man ønsker at afkorte turen her. Der er også bus mellem Morud og Odense, hvis man vil tage bussen tilbage. Læs mere om Langesø-området her!
Fra Langesø til Sletterød Skov
Fra Langesø leder ruten forbi den idylliske Traun Skov og forbi den lille hyggelige landsby Væde og mange gamle og smukke gårde. Så kommer du til den fascinerende Paddesø, og så møder du den smukke Padesø Kirke. Padesø Kirke ligger på en bakketop, og tårnet er mere end 26 meter højt. Kirken blev indviet i 1881. Klik her for at se, hvornår der afholdes gudstjenester!
Langs ruten kommer du forbi Skovmøllen, hvor du kan se Stavis Å, som slynger sig hele vejen ind mod Odense.
Herfra går ruten videre til Sletterød Skov Hvis du vil videre ad Den Danske Pilgrimsrute, skal du fortsætte langs den nationale cykelrute 6 op til Båring og den imponerende udsigt til Båring Vig, inden turen går langs kysten og de hyggelige gamle landsbyer til Middelfart.
Den Danske Pilgrimsrute
En pilgrimsfærd er en rejse ud i det fremmede, hvor man som pilgrim kan lære nyt om sig selv og sin omverden og det spirituelle.
Den Danske Pilgrimsrute strækker sig 985 km over Sjælland, Fyn og Jylland. Den er opdelt i flere etaper og er ikke en sammenhængende rute, men er forbundet med de andre europæiske pilgrimsruter. Følger man strækningen hele vejen ned til Rinkenæs og ud i Europa til Wassersleben, kan man fortsætte helt til Santiago de Compostela i Spanien. I kan også gå op ad strækningen gennem Jylland og sejle med færgen og videre ud på pilgrimsruten til Nidaros i Norge.