Bogense Hotel
Bogense Hotel fra 1822 ligger midt på Adelgade i Bogense lige ud til byens mange hyggelige butikker og caféer og en kort gåtur til havn og strand.
Fra Grundlovsdag og frem til 2. pinsedag er der musikalsk sommerfest i Bogense med højt humør, god musik og fed stemning!
Fra Grundlovsdag 5. juni og helt frem til 2. pinsedag 9. juni kan du opleve Lyden af Nordfyn – en musikalsk fejring af lokale talenter og nordfynske toner, der fylder Bogense med stemning, fællesskab og sommerglæde.
Flere af butikkerne holder åbent i samme periode, så der er masser af muligheder for at gøre en god handel.
Festlighederne starter Grundlovsdag, hvor Nils Svalebøg spreder smil og nostalgi med sin lirekasse i byens butikker mellem kl. 12 og 14.
Mens du nyder musikken, kan du også tage på shopping – for de fleste butikker i Bogense holder åbent Grundlovsdag 😃
Senere på dagen, kl. 18.30, kan du nyde Claus Denchers stemningsfulde singer-songwriter-musik ved Dampskibshuset – med udsigt over vandet og lyden af Nordfyn i baggrunden.
Pinselørdag 7. juni byder på musikalske oplevelser i særklasse, når den nye danske kvintet Dahls Kvarter med lokale Tommy Dahl i front spiller to koncerter på Bogense Hotel – kl. 11.00 og igen kl. 13.00. Musik med sjæl, charme og nordfynsk nerve.
I pinsen kulminerer det hele: Søndag 8. juni kl. 16.00 kan du opleve Glory Days fortolke Bruce Springsteens univers i den nyopførte sal ved Wolf Camper – med ølsalg fra kl. 14.
Og mandag 9. juni bliver det både hyggeligt og lidt højtideligt, når Mette Landtved-Holm og Knud Skægs Musikforsyning mødes på Vestre Mole kl. 11.00. Musikforsyningen fortsætter med hyggemusik fra kl. 12.30 samme sted.
Uanset om du er til lirekasse, rockklassikere, hyggemusik eller nye danske toner, så er Lyden af Nordfyn en oplagt anledning til at opleve Bogense fra sin mest musikalske side.
RET TIL ÆNDRINGER FORBEHOLDES