
The Power of Women
Se et udsnit af hvert billede af den anerkendte fotograf Mihaela Noroc fra udstillingen The Power of Women og læs Mihaelas egne fortællinger om portrætterne 📷
Mihaela Noroc

Foto:Mihaela Noroc
Mihaela Noroc er en internationalt anerkendt rumænsk fotograf, der i mere end ti år har rejst verden rundt for at fange kvinders unikke skønhed og mangfoldighed gennem sit kamera.
Hendes første bog, "THE ATLAS OF BEAUTY: Women of the World in 500 Portraits", blev til på baggrund af hendes rejser, og hendes arbejde er blevet fremhævet i store medier som CNN, TIME, The Wall Street Journal, Forbes og Glamour.
The Power of Women: An Atlas of Beauty

Foto:Mihaela Noroc
Mihaela Norocs nyeste fotobog, "The Power of Women: An Atlas of Beauty Book", præsenterer stærke fortællinger og essays inspireret af hendes dybe oplevelser med at fotografere kvinder rundt om i verden.
Som en opfølger til hendes bestseller fra 2017, "THE ATLAS OF BEAUTY: Women of the World in 500 Portraits", indeholder den nye samling 500 imponerende fotografier ledsaget af historier og livslektioner fra kvinder på tværs af kloden.
Efter mere end otte års intenst arbejde og udfordringer er "The Power of Women" mere end blot en samling af fotos – det er en uvurderlig kilde til inspiration og mod for alle, der ønsker at lære værdifulde livslektioner fra de kvinder, Mihaela har fotograferet, og fra Mihaela selv. Med indsigt i hårdt arbejde, modstandskraft, overlevelse og evnen til at finde glæde og mening i modgang, tilbyder denne samling en transformerende rejse for dem, der søger at opdage deres egen unikke indre styrke.
Sandsynligvis en verdenspremiere
Udstillingen The Power of Women på Østre Mole i Bogense præsenterer en imponerende samling af fotografier, fortællinger og lærdomme, der er indsamlet og delt af kvinder fra hele verden.
VIETNAM

Foto:Mihaela Noroc
Ta Mai bor i en lille landsby og er en del af en etnisk gruppe kaldet Red Dao. I hendes samfund bærer de gifte kvinder denne form for rød turban. Ta Mai blev gift, da hun kun var 16 år. Nu er hun tyve år gammel og har allerede to børn.
Det er almindeligt i hendes samfund. Hvad der ikke er almindeligt er, at hun giftede sig af kærlighed.
Disse fascinerende menneskers liv er kompliceret. De lever for det meste af landbrug og spiser kun ris og få grøntsager hver dag. Og alligevel bærer de smukt håndlavet tøj, som det tager måneder at væve. Det kan virke upraktisk for mennesker i mange dele af verden: At kæmpe for at overleve og samtidig bruge så meget tid på håndværk og skønhed.
Men jeg tror, at ethvert menneske har brug for autentisk skønhed, og de, der har et enkelt liv, er nogle gange tættere på den.
OMO DALEN, ETHIOPIEN

Foto:Mihaela Noroc
Kaale er medlem af Daasanach-folket, der er et agropastoralt samfund. På trods af deres udfordrende liv som nomader lægger Daasanach-folket stor vægt på deres udseende. Kvindernes frisurer viser ikke ikke kun deres skønhed, men fungerer også som markører for deres ægteskabelige status.
I Kaales tilfælde afslører hendes karakteristiske frisure, at hun er ugift.
Nogle vil sige, at det er en del af menneskehedens fængslende historie. Andre vil sige, at det tværtimod virker umyndiggørende i det 21. århundrede. I sidste ende er vores verden et komplekst billedtæppe med tusindvis af nuancer og tusindvis af forskellige meninger.
ABU DHABI, DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Foto:Mihaela Noroc
Stik imod alle fordomme forelskede Amna Al Qubaisi sig i sportsvogne i sin barndom og blev den første kvindelige racerkører i De Forenede Arabiske Emirater. Hendes rejse var langt fra let. Hun lever i et konservativt samfund, hvor mange mennesker mener, at køresporten ikke er passende for en kvinde, men det er lykkedes hende at få succes alligevel.
I en ung alder af 21 år har hun allerede opbygget en flot karriere.
KYIV, UKRAINE

Foto:Mihaela Noroc
Uliana Pcholkina og hendes bror voksede op hos en enlig mor. Hendes bror blev født med et handicap, og Uliana blev selv lam i en alder af 21 år efter en frygtelig trafikulykke.
Uliana udholdt enorme lidelser, men hun fortalte mig, at hendes mor led endnu mere. At være vidne til sin mors sorg var Ulianas motivation til at samle kræfter og komme videre. Hun begyndte på en ny rejse og blev mester i para-karate og derefter tv-vært, hvilket fik hendes mor til at smile igen.
På det tidspunkt, hvor jeg mødte hende, hjalp hun andre, der for nylig havde for nylig havde oplevet lignende ulykker. Desværre fulgte nye frygtelige udfordringer for Uliana. I de første dage af krigen i Ukraine var hun fanget i sit hjem i Bucha, omgivet af kraftige bombardementer og væbnede angreb.
Hun var begrænset til sin kørestol, og det var umuligt at flygte. Heldigvis overlevede hun, og i dag er hun stærk og beslutsom og fortsætter med at gøre en forskel i sit hjemland ved at hjælpe andre mennesker med handicap, som kæmper med krigens forfærdelige konsekvenser.
BAGDAD, IRAK

Foto:Mihaela Noroc
Noor voksede op i et land, der var ødelagt af konflikter. Hun var også altid omgivet af konservative mennesker.
På trods af modstand lykkedes det hende at blive en dygtig og respekteret tømrer.
Det hele begyndte, da Noor besluttede sig for at lære at lave sine egne møbler af nød - det var for dyrt at købe dem.
Det blev til spektakulære resultater, og med tiden etablerede hun sit eget værksted i sin gårdhave. I begyndelsen var mange omkring hende ikke villige til at acceptere, at en kvinde kunne være tømrer, men hendes mand støttede hende hele tiden.
I dag arbejder Noor utrætteligt for at opfylde ordrer, samtidig med at hun tager sig af sine fire børn. Hun drømmer om en dag at åbne en lille tømrerskole for kvinder.
Det er sjældent, at man ser en kvinde lave og reparere trægenstande noget sted i verden. Men at være vidne til sådan et syn i Irak er virkelig forbløffende.
MEDELLÍN, COLOMBIA

Foto:Mihaela Noroc
Måske har ingen politistyrke i verden stået over for så mange udfordringer som den fra Medellín i Pablo Escobars tid.
Nataly voksede op dengang og besluttede, at hun ville kæmpe for fred og retfærdighed som politibetjent.
Natalys far var også politibetjent. Hun var kun fire år gammel, da hendes far blev myrdet, mens han var på en mission mod Pablo Escobars kartel.
I dag er Nataly kaptajn i det colombianske politi. Hun har 60 underordnede, hvoraf de fleste er mænd. Det må være meget sværere for en kvinde at vinde respekt i sådan et team, men Nataly har forberedt sig på det, siden hun var en lille pige.
Tingene er bedre i dag i Medellín takket være frygtløse mennesker som Nataly og hendes far. Vi kalder dem modige, men jeg vil også gerne kalde dem smukke.
LADAKH, INDIEN

Foto:Mihaela Noroc
Sådan går de to søstre klædt hver dag. Da jeg lagde mærke til dem, slappede de af og nød det solskinsdagen ved siden af deres hjem. Her er tv og internet ikke almindeligt tidsfordriv.
I stedet for betyder afslapning at sidde ved siden af hovedvejen og observere landsbylivet.
NORDLIGE CALIFORNIEN, USA

Foto:Mihaela Noroc
Gillian Larson tager på rideture gennem de mest afsidesliggende og vilde steder i USA. Hun er uddannet biolog, og hendes utrolige ekspeditioner er en kombination af kærlighed til naturen med respekt og omsorg for hendes fantastiske heste.
Efter at have navigeret gennem vildmarkens mange udfordringer på sine lange ekspeditioner deler hun ruterne
og informationerne, så andre også kan nyde de fantastiske oplevelser.
MONGOLIET

Foto:Mihaela Noroc
I Mongoliet vil du også føle dig tæt på himlen. På den enorme steppe kan du nogle gange køre i timevis, før du endelig ser nogle nomaders jurter.
De nomadiske hyrder bærer altid en deel, som er en traditionel mongolsk beklædningsgenstand, der ligner en kappe.
TOKYO, JAPAN

Foto:Mihaela Noroc
Shoko var gravid i ottende måned og ventede på et tog, da jeg mødte hende.
Hun er hiphop-danser og underviser, og hun glædede sig til meget snart at blive mor.
CHICHICASTENANGO, GUATEMALA

Foto:Mihaela Noroc
Micaela solgte disse søde, lækre frugter kaldet loquats, da jeg lagde mærke til hende på markedet i denne lille by. Hvis du ser på et loquat-træ, vil du bemærke, at disse frugter vokser i mange små klynger - nøjagtig som familier. Og Micaelas historie handler om familie.
Micaela fortalte mig stolt, at hun var sælger på dette marked, før hun blev født. Det skyldes, at Micaelas mor allerede arbejdede her, mens hun var gravid med hende. Micaela blev den ældste af ti søskende. Som den ældste hjalp hun ikke kun sin familie på markedet, men fungerede også som en anden mor for sine brødre og søstre.
Var det en byrde for hende? Nej, tværtimod. I mange traditionelle dele af verden har folk et meget hårdt liv. Men det er forbindelsen til deres familier og lokale traditioner, der giver dem styrke og det lyse sind til at se livets skønhed.
LOS ANGELES, USA
Alura McNeely er falkoner. Hun redder høge, opdrætter dem og sætter dem fri. Hun tager sig også af en fascinerende ugle. Hun er mor til to piger, og jeg blev forbløffet over at finde ud af, hvor fantastisk det er at opdrage børn med fugle derhjemme.
Alura laver faktisk terapi med sine fugle for børn, der har det svært, og resultaterne er enestående. Aluras egen barndom var svær, men da hun opdagede falkoneri, vidste hun, at det ville blive hendes vej. I begyndelsen fortalte mandlige falkonerer hende, at en kvinde ikke kunne være falkoner, men snart beviste hun, at de tog fejl.
GLEN, SVERIGE

Foto:Mihaela Noroc
Dybt inde i de nordsvenske skove ligger en lille samiske landsby med blot nogle få huse. For udenforstående kan det virke som enden af vejen, men for Evelina Solsten er det her, vejen begynder.
Samerne er et oprindeligt folk i Nordeuropa, der traditionelt er rensdyrhyrder, og som er kendt for deres unikke sprog og kulturelle identitet. Evelina brænder for at bevare sit folks traditioner.
Selv om hun i øjeblikket bor i byen for at følge sine universitetsstudier, drømmer hun om at vende tilbage til sin landsby for at opdrætte rensdyr og sprede viden om samisk kultur og rensdyrhold.
I den samiske kultur modtager alle nyfødte rensdyr fra familien, og det betragtes som en hellig mission at passe på dem hele livet.
Evelina er fast besluttet på at uddanne andre om samisk kultur og bekæmpe fordomme og sikre, at hendes arv bliver respekteret og forstået.
VALLE SAGRADO, PERU

Foto:Mihaela Noroc
Da jeg mødte hende, var Escolastica 88 år gammel og på vej hjem. Hun var glad og energisk og fuld af humor og visdom. Hun fortalte mig, at hun har gået og gået hele sit liv - på de stejle skråninger i den fascinerende dal mellem de isolerede landsbyer, og nogle gange med tunge byrder, præcis som hendes forfædre inkaerne.
Mange steder i verden går vi i fitnesscenter for at holde os i form og køber ture for at besøge den slags betagende landskaber. Men for Escolastica er det gratis. Der er ingen tvivl om, at livet er meget hårdt på sådan et sted, men det kommer med forskellige former for belønning. Og måske er det hemmeligheden bag Escolasticas lyse og livlige ånd.
MEXICO CITY, MEXICO

Foto:Mihaela Noroc
Escaramuza charra er Mexicos eneste ridestævne for kvinder. Holdene rider på heste i koreograferede bevægelser ledsaget af musik. Det er en sport, men også en kunstart. Det er traditionelt, men stadig meget populært i den moderne verden.
Celine har dyrket den kunstneriske sport, siden hun var lille. I femten år har hun redet på sin elskede hest Golden. Hun føler, at de er i en perfekt symbiose, og det gør virkelig en forskel i en sport, der er defineret af detaljer.
Det tager timer at klæde sig på til en konkurrence, og der er strenge retningslinjer for alle kostumerne, som er inspireret af kvindelige soldater, der kæmpede i den mexicanske revolution. Alle broderede detaljer er syet i hånden, og sombreroerne har en læderstrop, der sidder under hagen.
Celine og alle de andre mexicanske kvinder, der dyrker den unikke sport, beviser, at styrke og elegance kan gå hånd i hånd.
MILANO, ITALIEN

Foto:Mihaela Noroc
Disse kvinder mødes en gang om ugen i centrum af byen for at skabe opmærksomhed om konflikter rundt om i verden og opfordre til fred.
De holder plakater med ordet »fred« skrevet på forskellige sprog.
NEW YORK CITY, USA

Foto:Mihaela Noroc
Erica Lall er ballerina ved det prestigefyldte American Ballet Theatre, og hun får grand jeté til at virke ubesværet. Men
der ligger mange år med dedikation og lidenskab bag hvert yndefuldt spring.
Ballet har fascineret Erica, siden hun var lille - i hendes øjne var det den mest udfordrende form for dans. I de år var hun som regel den eneste mørkhudede pige i klassen i sin hjemby i Texas. Hun blev konstant rådet til at undgå solen, så hun ikke blev for solbrændt. Det må have føltes forfærdeligt at høre sådanne kommentarer, men Erica blev ved med at stige højere og højere.
Hendes indsats og talent gik ikke ubemærket hen.
Da hun var femten, flyttede hun hjemmefra og alene til New York City, hvor hun blev inviteret til at studere ballet med nogle af de bedste lærere i verden. De ondskabsfulde kommentarer stoppede dog ikke. I sidste ende gjorde alle de smertefulde kommentarer hende endnu mere ambitiøs.
Ud over at optræde for American Ballet Theatre er hun også mentor for unge dansere. Hun ønsker at opmuntre flere børn og teenagere fra dårligt stillede samfund til at gå til ballet. Ligesom hende kan de svæve over alle udfordringer og fordomme.
KABUL, AFGHANISTAN

Foto:Mihaela Noroc
I mange år var Fahima sandsynligvis den eneste kvindelige mystiske danser i Afghanistan. I et samfund, hvor enhver form for enhver form for dans er tabu for kvinder, trodsede hun stereotyperne. Men hendes motivation var ikke at bevise noget eller tilfredsstille sit ego; det var simpelthen at forfølge det, hun elskede mest.
Denne dans er en del af sufismen, en mystisk form for islam, der lægger vægt på den indre søgen efter Gud. Den kontinuerlige hvirvlen er en form for meditation, der gør det muligt for danseren at overskride egoet og fokusere på Gud.
Fahima ønskede at dele den unikke oplevelse med andre afghanere, så hun oprettede en skole for dansen.
Desværre faldt Kabul kort efter vores møde til Taleban-styrker, hvilket tvang hende til at forlade Afghanistan. Fahima har en stor gave, og jeg er sikker på, at hun vil finde en måde at dele den med verden på i sidste ende.
HARGEYSA, SOMALILAND

Foto:Mihaela Noroc
Da Khadra var teenager, var hun anerkendt som stjerneatlet. På det tidspunkt, da hendes land led under en grusom diktator, kunne hun spille basketball offentligt, men hendes frihed til at praktisere sin religion var begrænset.
Senere ændrede det politiske regime sig, og situationen gik i den modsatte retning. Khadra var i stand til at praktisere sin religion frit, men hun fik ikke længere lov til at dyrke sport offentligt.
Khadra har altid været religiøs og har altid været en atlet. Men i modsætning til mange mennesker i Somaliland, mener hun, at der ikke er nogen modsætning mellem at være en troende muslim og en kvindelig atlet.
Efter årene som stjerneatlet var slut, ønskede Khadra at inspirere nye generationer af unge kvinder gennem sport. For nogle år siden købte hun sit eget stykke jord og byggede en mur omkring det for at skabe et sikkert sted for kvinder og piger til at spille basketball. I dag har hun omkring halvtreds elever og beviser, at kvinder kan finde deres stemme og magt på trods af alle misforståelser.
COX’S BAZAR, BANGLADESH

Foto:Mihaela Noroc
Det var en smuk dag i marts, da jeg besøgte Cox's Bazar Beach, der er kendt som en af de længste strande i verden. Bangladesh er et meget traditionelt land, så det er almindeligt, at både mænd og kvinder bader fuldt påklædte. Det er dog usædvanligt at støde på en kvindelig livredder.
Heldigvis var jeg så heldig at møde hende. Lige før solnedgang fik jeg øje på Sabina. Hun slappede af efter en arbejdsdag - lige ved sin arbejdsplads. Hun delte sin dybt forankrede kærlighed til havet med mig. Det var en følelse, hun havde haft, så længe hun kunne huske. På det tidspunkt var hun gravid. Det var jeg tilfældigvis også. Jeg følte en smuk forbindelse mellem os: to kvinder fra forskellige verdenshjørner, drevet af lidenskab i deres professioner, mens de ventede spændt på deres førstefødte.
KIHNU, ESTLAND

Foto:Mihaela Noroc
Kihnu er ikke bare en pragtfuld ø; den anses også af nogen for at være Europas sidste overlevende matriarkat. På et sted, hvor mændene ofte var til søs, var det kvinderne, der styrede slagets gang og holdt de levende traditioner i hævd.
Under det kommunistiske regime måtte Silvias forældre flytte fra Estland til Canada. Selvom Silvia blev født i Canada, bragte hendes kærlighed til sine rødder hende tilbage til Estland. Hun bor nu på øen Kihnu, hvor nogle af hendes forfædre boede. Hun arbejder for at bevare og fremme kulturen på dette traditionelle og fascinerende sted.