
© photo_by:
Skåstrup Strand - Havørred Hotspot nr. 115
Skåstrup Strand er en oplagt forårsplads med revler og smalle badekar, der tiltrækker havørred. Fisk aktivt hele vejen til Fogense Pynt – især i frisk side- eller pålandsvind.
En rigtig forårsplads.
Sommerfiskeriet er normalt ikke noget særligt her, men om efteråret kan pladsen bestemt overraske. Ved lavvande kan du vade over flere revler ved Skåstrup og finde smalle, mørke badekar på begge sider – så der kan fiskes både udefter og indefter. Det gør pladsen lidt speciel.
Det kan faktisk betale sig at besøge Skåstrup Strand i op til frisk side- eller pålandsvind. Du vader blot ud og fisker med vinden i ryggen indefter. Vandet bliver normalt først uklart, når vinden når over 7–8 m/s fra vestlige eller nordlige retninger.
Giv dig tid til at fiske hele vejen op til Fogense Pynt – det skønne muslingerev holder som regel flere fisk.
Bedste vind: Ø–S.
Op til frisk vind er der muligheder i alle vindretninger.