©  Foto:

Kælkebakker på Nordfyn

Når sneen lægger sig over Nordfyn, bliver bakkerne til legeplads for hele familien. Find nogle af de bedste kælkebakker på Nordfyn, så I får en hyggelig vintertur med frisk luft og røde kinder.

Her får du et overblik over kælkebakker på Nordfyn, hvor der er god plads til at suse ned ad bakken og parkere i nærheden, inden I spænder kælken på. Der er ikke nogen meget høje bakker på Nordfyn, så det er perfekte afslappede bakker for børn.

Frugthaven, Morud:

Ud for rundkørslen mellem Søndersøvej, Plantagevej og Frugthaven er der langs vejen Frugthaven et langt græsstykke, der også er en rigtig god kælkebakke, når der er faldet sne.

Parkering: På toppen af kælkebakken er der god plads til parkering.

Otterup Byskov:

I Otterup Byskov ved Otterup Mose er der en lille kælkebakke, hvor de små kan kælke uforstyrret. Her er der ingen biler, og børnene kan tumle sig så meget de vil i skoven.

Parkering ved Otterup Mose.

Ved Nordvestskolen Horsebækvej 21/Toftekæret 11:

Når skolen er lukket og i weekenderne er der mulighed for at bruge kælkebakken ved skolen.

I weekenderne kan parkeres ved skolen.

Bederslev Kælkebakke:

På marken ved Gyngstrupvej/Dalene, tæt på Bederslev Kirke, er der en god kælkebakke, når sneen har faldet.

Vær opmærksom på at det er en landbrugsmark, så hvis landmanden har aktiviteter på marken, kan den ikke bruges som kælkebakke.

Der er parkering ved Bederslev Kirke - så skal I blot gå op og krydse vejen Vellingvej/Dalene.