©  Foto:

Indersiden af Enebærodde Havørred Hotspot nr. 2

Fjordens sydside ved Enebærodde byder på varieret fiskeri i lavt vand med muslingebanker og ålegræs. Især god om foråret og efteråret – og om sommeren for multer.

Den sydlige fjordside af Enebærodde er lavvandet det første stykke fra parkeringspladsen, og området er udlagt som vildtreservat uden adgang. Men på den yderste halvdel findes et af fjordens bedste stræk. Her vadefiskes der et stykke fra land med kast over forholdsvis lavt vand. Bundforholdene veksler mellem lidt kedelig mudderbund, ålegræsbælter og muslingebanker. Forår og efterår fisker pladsen især godt på faldende vand, da det lidt varmere vand fra den lave del af fjorden trækker ud forbi pladsen. Det kan virkelig sætte gang i fiskene. Sommerfiskeriet er til gengæld ikke så godt her - medmindre du er på udkig efter multer, som hver sommer huserer i det lave, varme vand.