
Enebærodde Havørred Hotspot nr. 1
Oplev Enebærodde – en naturskøn halvø ved Odense Fjord, perfekt til fiskeri, cykelture og vandreture. Lokalt kendt som "Odden", og ideel til sommerens natfiskeri.
Enebærodde, eller bare "Odden", som den kaldes blandt de lokale, er en naturskøn halvø, der adskiller den lavvandede Odense Fjord fra det åbne hav i Kattegat. Der er kun adgang til Odden til fods eller på cykel. Forår og efterår starter fiskeriet typisk på nordsiden, blot få hundrede meter til højre for parkeringspladsen ved “De Dovnes Plads”. Herfra fiskes der videre ud ad Odden - så langt tid og energi rækker. Der er cirka 7 kilometer til spidsen ved Enebærodde Fyr. Havørreden kan fanges overalt langs kysten, men om sommeren koncentrerer fiskeriet sig især om den sidste kilometer ude omkring fyret, hvor vandet er dybt og strømmen god. Det er en af Fyns absolut bedste pladser til natfiskeri i juni til august.