
Bustur til Hofmansgave
Hofmansgave er en gammel herregård, hvor Hofman-Bang-slægten engang boede. I dag er herregården ejet af en stiftelse, som driver et moderne landbrug med mange afgrøder samt automatiserede stalde.
Historisk park
Hofman-Bang-slægten boede på herregården i flere generationer. De var alle videnskabsmænd, botanikere og kunstnere, og derfor var landbruget og parken meget interessant for dem.
Herregården ligger smukt med udsigt over Odense Fjord og Kattegat - tæt på Fyns eneste hedeområde Enebærodde.
Bogen Dværgenes Dans af Anne Marie Løn, med hovedpersonen dværgen Tyge Willhof-Holm, er inspireret af Hofman-Bang slægten.
Hofmansgave er i dag en stiftelse, og hovedbygningen kan normalt kun ses udefra. Derimod er der året rundt adgang til parken med mange sjældne træer og planter.
I parken ligger Danmarks Kartoffelmuseum, der har åbent fra påske til oktober. Her kan I se en lille gennemgang af kartoflens historie.
I et lille skitsemuseum er fantastiske skitser og skulpturer lavet af søstrene Ellen og Ausa Hofman-Bang udstillet. Frøknerne Hofman-Bang blev de sidste beboere på godset.
Agroindustriel virksomhed
Godset Hofmansgave er i dag en stor moderne agroindustriel virksomhed, som blandt andet dyrker hvede, byg, majs, spinatfrø, græsfrø samt juletræer og pyntegrønt. Der produceres mælk fra en større sortbroget malkebesætning, og de moderne stalde er automatiserede med blandt andet malkerobotter.
Efter aftale kan rundvisning i landbruget arrangeres, dog ikke weekend.
Fakta om besøget: Tid: 1½ - 2 timer. Der er plads til busparkering Stedet er handicapvenligt. Rundvisning i landbruget kan arrangeres på hverdage mellem 8-16. Kontakt Hofmansgave Godskontor for at lave en aftale på tlf: 64821006. En rundvisning koster 500,- kr. for en gruppe på max. 25 personer. Er I en stor gruppe afsted, deles gruppen i 2 hold, der på skift får rundvisning og udforsker parken og kartoffelmuseet på egen hånd. Entré til skitsemuseet er 10,- kr. pr. person. Parken og kartoffelmuseet kan besøges gratis. |