Dag 1
Besøg Den Romantiske Have, Sanderumgård. Turen starter med rundvisning i Herskabsstalden, hvor Susanne eller Erik Vind fører jer tilbage i havens næsten 200-årige historie. Fra Johan Bülow, havens grundlægger og hofmarskal for Frederik VI, får vi et indblik i en ung adelsmands opdragelse, uddannelse, karriere og fald, samt hans senere tanker og idealer omkring skabelsen af Den Romantiske Have på Sanderumgaard.
I kommer til at høre om Susanne og Erik Vinds store projekt til genskabelse og nyfortolkning af den gamle have, og de tanker, idéer og idealer de har haft omkring projektet. Få mere at vide om det spændende historiske kildemateriale, der danner baggrund for restaureringen af haven.
I får mulighed for selv at gå rundt i haven. Turen slutter i rosen- og urtehaven, og der bliver serveret her en kop kaffe, the og lagkage eller tærter i Herskabsstalden eller ved rosenhaven.
Butikken er åben, og der kan købes spændende brugskunst i høj kvalitet; porcelæn, bøger, plakater, kort, forklæder, egen honning, lokale delikatesser og meget mere.
Når I kommer til Bogense, kan I nyde et lækkert måltid på Bogense Hotel, som ligger midt i Danmarks hyggeligste købstad Bogense. Efter maden kan I gå tur i den gamle by og måske besøge en af Bogenses mange kunstnere. Bella Husted åbner for eksempel gerne sit private hjem og atelier op for jer, og I kan nyde en forfriskning.