
Skovbad ved Flyvesandet
Nyd naturen, skønheden og livet på et sanseligt skovbad ved Flyvesandet med en erfaren guide - 12. juli og 10. august!
Tag med på guidet skovbad i den smukke vilde nordfynske natur - det er ægte wellness for krop og sjæl. På skovbadet går vi i roligt tempo og i stilhed gennem naturen. Undervejs vil du gennem forskellige naturinvitationer opleve en åbning af sanserne, som gør din naturoplevelse stærkere og hjælper din krop og sjæl til at finde balance. Vi afslutter skovbadet med en smagsoplevelse og muligheden for at knytte et ord på oplevelsen sammen med de andre skovbadsgæster.
Skovbadet stammer fra Japan, og direkte oversat betyder det japanske Shinrin-yoku ”at bade sig i skovens atmosfære”. Træer og andre planter udsender nogle kemiske stoffer, phytoncider, til luften, og det har betydning for vores lykkehormoner, ligesom kemiske stoffer fra jorden kan hjælpe vores immunforsvar.
Skovbadet er med sædvanlig japansk omhyggelighed designet til at få os til at slippe den fokuserede opmærksomhed og komme til stede i vores egen krop. Noget vi ofte kan have gavn af i en hverdag med mange indtryk og gøremål.
Hvornår
Skovbadet foregår onsdag den 12. juli og torsdag den 10. august kl. 19-21.
Praktisk information
Pris: 250 kr.
Vær opmærksom på, at for at kunne deltage skal du være over 15 år, kunne gå 5 km i varieret terræn på skovstier, udenfor skovstier, i klitter, på sand- og stenstrand. Du skal også kunne komme op fra siddende eller liggende stilling ved egen kraft.
Medbring 1-1,5 liter vand, praktisk tøj med lange ærmer/ben, evt. kasket/solhat, sko der er lette at få af og på og frem for alt behagelige, myggespray efter behov og et lille håndklæde til at sidde på og tørre fødder i, hvis du går barfodet på noget af turen.