skip_to_main_content

KVIUM COLLECTED – en samlers passion

En nordfynsk samlers værker af Michael Kvium dannede sommeren 2021 rammen om en helt fantastisk udstilling på Otterup Geværfabrik. Den unikke samling var suppleret med andre spændende kunstværker af Michael Kvium, så det var en helt særlig oplevelse.

I et stærkt samarbejde mellem Nordfyns Erhverv og Turisme og Geværfabrikken i Otterup lykkedes det at samle omkring 40 Kvium-værker. Flere af dem havde aldrig før været udstillet. Udstillingen fandt sted juni-august 2021 og var en stor succes med mere end 10.000 gæster.

Når vi står overfor de store værker og nærmest 1:1 spejler os i figuren og den scene, som figuren er placeret i, føles det nærliggende og naturligt både at se os selv, men måske også vores medmennesker i værkerne. Motiverne kredser om den menneskelige blindhed over for virkeligheden, som for Kvium både er grotesk og brutal. Men på en naiv måde holder vi fast i troen på, at fornuften altid nok skal sejre.

En samlers passion

Alle værkerne på udstillingen var i privat eje. Langt over halvdelen er ejet af én og samme person, en nordfynsk forretningsmand og kunstsamler, som gennem årene har ladet værkerne danne ramme om sig selv og sin familie.

For ham handler kunsten om at se, om at mødes, om at flytte sine samtaler nye steder hen, men også om at lade kunsten være en del af familiens nærhed. For ham bør kunsten være allemandseje, og adgangen til den bør være lige for alle. Derfor var kunsten alene omdrejningspunktet i denne udstilling.

Der blev udgivet et kunstkatalog over de udstillede værker i forbindelse med udstillingen samt udstillingsplakater.

 

Otterup Geværfabrik

Otterup Geværfabrik blev grundlagt i 1904 og blev verdensberømt for håndlavede geværer. Fabrikken lukkede i 1994, og i dag danner de industrielle haller rammen om koncerter og kunstudstillinger. I 2019 var der en stor retrospektiv udstilling af Ole Ahlbergs værker på Geværfabrikken.