©  Foto:

Hårslev Kirke

Hårslev Kirke er en stor landsbykirke mellem Søndersø og Brenderup, og den har da også været en rig kirke - men har også mistet sin rigdom flere gange. I dag er kirken et smukt syn på vejen!

Hårslev kirke er bygget i 1100-tallet.

Kirken er bygget om mange gange, første gang i senmiddelalderen, hvor kirken blev udvidet både mod øst og vest og fik tårn, våbenhus og kapel mod nord. For at skaffe penge til udvidelser og ombygning har kirken flere gange fået lov til at sælge aflad inden Reformationen - det betød, at folk kunne skaffe sig syndsforladelse ved bla. at give jord og guld til kirken. Kirken blev dog plyndret for alt guld og sølv, da Reformationen blev indført i 1536, så på den måde fik nogle af bønderne deres gaver tilbage igen...

Under krigen mellem Sverige og Danmark i 1657-1660 plyndrede de svenske soldater Hårslev, og beboerne søgte ly i kirken med deres mest værdifulde ejendele, men det hjalp dem ikke. Svenskerne savede et hul i kirkedøren, så en bevæbnet soldat kunne komme ind.

I 1694 købte salmedigter og fynsk biskop Thomas Kingo Hårslev og Skovby Kirker, og kort tid efter viede provst Karstens fra Hårslev Thomas Kingo (61 år) og hans tredje hustru Birgitte Balslev (31 år). Thomas Kingo døde i 1703.

Værd at se

  • Der er trods alt bevaret en række effekter fra gammel tid i kirken: En romansk granitdøbefont; og et korbuekrucifiks fra omkring år 1500.
  • Prædikestolen fra omkring år 1600 er i renæssancestil med rigt udskårne relieffer. Prædikestolen blev i 1928 malet og forsynet med forgyldninger. Den ligner meget prædikestolene i Bogense og Ribe Domkirke.
  • Altertavlen er fra 1845 og fremstiller Maria bebudelse.