skip_to_main_content

Familien Jul location: Harridslevgaard

I årets julefilm ”Familien Jul og Nissehotellet” udspiller handlingen sig primært i Bogenses gamle bydel og på Bogense Hotel. Her tager filmen os også med ud i hotellets køkken, men her er du måske blevet snydt!? – Det gamle, fine køkken, vi ser i filmen, er nemlig i virkeligheden det flotte, autentiske køkken, som vi finder i kælderen på smukke Harridslevgaard Slot.

I filmen tager hovedpersonen Hugo Jul alene i forvejen til sin onkel og tantes hotel i Bogense på juleferie. Han kæmper for at få tankerne væk fra nisser og for at blive mere moden. Det mener alle omkring ham nemlig, at han skal. I forsøget på at få styr på sine tanker tilbyder han at hjælpe til på hotellet. Hugo henter bl.a. 20 pakker smør, som hotellets venlige kok skal bruge i det nostalgiske køkken, hvor maden simrer, og kokken nynner julesange. Som den eneste voksne er kokken ikke afvisende overfor idéen om nisser. Han har oplevet at grødris er forsvundet og har også ind i mellem fået et glimt af nissepigen Sne.

Det er også i køkkenet på Harridslevgaard, at Sne stolt viser Hugo, at hun har lært at få ting til at flyve med magi. Hun får to tallerkner til at svæve, men desværre har hun endnu ikke helt kontrol over magien. Tallerkenerne falder på gulvet og smadres, da kokken vender tilbage til køkkenet.

Det smukke, gamle køkken i kælderen på Harridslevgaard danner den perfekte ramme og julestemning for filmen med sit nostalgiske og charmerende udtryk. Harridslevgaard bruger også selv køkkenet til deres årlige julemarkeder, hvor de serverer gløgg og æbleskiver til besøgende. Så hvis du som Hugo og Sne vil opleve stemningen i det flotte køkken på Harridslevgaard, så tag en tur til deres julemarked og nyd en æbleskive eller to i den stemningsfulde kælder.

Gå i Familien Juls fodspor og oplev alle de steder i Bogense, som har været location i filmen. Du kan lade Familien Jul Natureventyr guide dig rundt i den gamle bydel og samtidig få en skøn julefortælling for hele familien.

Hent app’en Natureventyr og oplev flere locations på visitnordfyn.dk/jul