Bustur til rosernes land

Foto: Ole Thrane

Nordfyn er rosernes land, og her kan du opleve smukke roser i de store rosenmarker ved Bogense, hvor gartneren viser rundt. Vi ser også de mere end 10.000 roser i Rosenparken ved H. C. Andersen Golf, og en af Danmarks smukkeste haver, nemlig Kongsdal Åben Have.

Grønløkke Planteskole

Turen starter på Grønløkke Planteskole, hvor vi får en guidet tur i rosenmarken, og rosengartneren fortæller om rosenproduktion og forædling af roser.

Grønløkke Planteskole er Skandinaviens største producent af roser og har over 50 års erfaring og en årlig produktion af 1.200.000 roser, fordelt på 1000 sorter!

Grønløkke Planteskole er medarrangør af Rosenfestival i Bogense hvert år den 1. weekend i august.

Rosenparken

Derefter går turen til Rosenparken ved H.C. Andersen Golf, hvor vi går en tur og nyder de mere end 10.000 roser, der er plantet i den skønne park foran Kristianslund.

Der er mulighed for at bestille frokost eller middag efter aftale med restauranten, og der kan bestilles en kaffekurv til at tage med i parken.

Kongsdal Åben Have

Vi slutter af i Kongsdal Åben Have, der i 2016 blev kåret som Danmarks smukkeste have.

Udover en stor sø med vandfald og flere springvand rummer haven et væld af rododendron, stauder, roser og formklippede træer og buske.

Haven strækker sig over 20.000 m² og er anlagt i smuk harmoni med den omgivende natur, med udsigt over marker og skov.

Her kan medbragt mad eller kaffe nydes.